Vaniljestangen er frøkapslen fra en klatrende orkidé. Kapslerne høstes grønne og gennemgår en lang proces med varmebehandling, svedning og tørring, før de bliver bløde, sorte og duftende. De mange små sorte korn inde i stangen er frøene.
Flæk stangen på langs med en spids kniv, og skrab kornene ud med knivryggen. Både kornene og selve stangen kan koges med i mælken til risalamande eller creme. Vaniljesukker fra supermarkedet er ofte smagt til med vanillin og ikke med ægte vanilje, så læs etiketten, hvis du vil have den rigtige smag.

